Jeg vokser aldrig fra min autisme

20-årige Mille går i den nye HF Autisme-klasse. Her har hun endelig fundet et fællesskab med andre autister. Alle er forskellige og har dybt forskellige behov, men de forstår hinanden og har mulighed for at give plads til hinanden. De har fx et sæt uskrevne regler om, at de foretrækker ro i klassen, så der er ingen der løber og råber. For Milles vedkommende betyder det, at hun bruger meget mindre energi på at afkode sociale spilleregler og tænke over, hvordan hun præsenterer sig selv. De andre ved godt, at hun ikke er sur, selvom hun ikke smiler, og hun behøver ikke forklare sig. Det gør, at hun kan slappe meget af.

Mille har altid haft svært ved de sociale koder, ansigtsudtryk og kropslig kontakt. Desuden er hun sensitiv overfor lyd og lys. Hvis hun skal med ud at handle, bliver hun fx endeløst frustreret over butikkens lysstofrør, som giver hende hovedpine og lyst til at græde, men hun har aldrig vidst hvorfor.

Teater, skuespil og rollespil har en stor plads i hendes hjerte og har givet hende mulighed for at øve sig på det sociale. Det har hjulpet hende til at fungere så godt socialt, som hun gør, men det har også gjort, at hun kunne maskere sig og skjule sine følelser de første mange år af sit liv.

Mille reagerer indad og trækker sig, hvorimod drenge ofte reagerer udad. Derfor er kvindelige autister sværere at diagnosticere, da de typisk er mere stille og tilbagelænede.

Fik diagnose som 18-årig

Den 19. december 2018 står lysende klart i Milles hukommelse. Den dag fandt hun ud af, at hun var autist. På det tidspunkt var hun 18 år gammel og havde døjet med depression og angst i en længere periode. Milles mor pressede på for at få hende undersøgt ved Ungdomspsykiatrien og efter en lang proces var der endelig noget, der gav mening.

"Jeg troede jo bare, at jeg var mærkelig. Så viste det sig, at der er en ord for det: Autisme. Det var ligesom at få at vide: du er ikke forkert. Du er bare ikke som alle andre, og det er ikke en dårlig ting."

Hele familien har fået hjælp til at ændre vaner og sætte nye rammer i hjemmet, som Mille bedre kan håndtere. Det har hjulpet til at få hverdagen til at fungere bedre og givet Mille et større overskud, når hun er hjemme.

"Fx vil min mor gerne have, at jeg hjælper mere til derhjemme og beder mig ofte om at tømme opvaskemaskinen. Og det vil jeg gerne, men jeg har brug for konkret at få at vide hvornår. Skal det være i dag, om 3 timer eller i næste uge?".

Jeg vokser aldrig fra min autisme, men jeg har lært at håndtere det

Udfordringer i skolelivet

De første mange år i folkeskolen var Mille glad for at gå i skole. Hun var glad for at lære og kunne læse, inden hun startede i 1. klasse. Men i løbet af 4.-6. klasse udviklede kammeraterne sig fra børn til teenagere. Pga. sin (ukendte) autisme var det svært for hende at følge med i de andres børns nye sprog og adfærd. Det var en manual, hun aldrig lærte. Rent fagligt var Mille langt fremme og gik ud af folkeskolen med et snit på 11,7, men de sidste år havde hun svært ved at lave sine lektier, fordi hun manglede præcise instruktioner. Hun blev frustreret over ikke at vide, hvad hun skulle, hvis opgaven fx lød ’Skriv et essay’.

I 10. klasse tog hun på musical-efterskole, hvor hun prøvede kræfter med at spille skuespil og instruere teater. Det var et super spændende år, men mentalt også ret hårdt, fordi livet på efterskole er meget socialt. Hun brugte meget energi på at regne ud, hvordan de andre elever reagerede, så hun tog ofte hjem i weekenderne for at lade op.

Med store forventninger startede hun på IB – en international ungdomsuddannelse, fordi hun elsker det engelske sprog. Den første måned var fantastisk, men efterhånden som lektierne tog til, blev hun indhentet af frustration over upræcise opgaver, der var formuleret på en måde, så hun ikke kunne forstå dem.

- Jeg vidste ikke, om det var fordi jeg tænkte forkert, og så begyndte jeg at blive i tvivl om en masse ting og tvivle på mig selv. Jeg havde meget fravær, fordi det var hårdt at møde op til timerne og der var mange opgaver, jeg ikke kunne lave, fordi jeg ikke forstod, hvad de ville have mig til.

Tiden på IB endte med at blive en meget stressende oplevelse og sendte Mille ud i depression og angst.

Men Mille ville gerne have sin ungdomsuddannelse, så hun kunne læse videre og forfølge sin drøm om at læse astrofysik, og startede på ny på en hf. Igen gik det godt den første måneds tid, men den manglende struktur kom hurtigt snigende og spændte ben for, at hun kunne følge med i timerne. Den 19. december 2018 blev hun meldt ud – samme dag, som hun fik sin diagnose som autist.

En ny start på HF Autisme: Jeg behøver ikke at forklare mig

Da hun faldt over den nye uddannelse HF Autisme, var det som om hun endelig fandt sin rette hylde. Det var lige præcis det, hun havde brug for. Og indtil videre har undervisningen levet op til hendes forventninger. Lærerne har god forståelse for elevernes behov, og undervisningen er skræddersyet til at hjælpe dem med at gennemføre få fag ad gangen.

"Her er meget mere ro på i timerne. Tingene bliver forklaret på en måde, så jeg rent faktisk forstår dem. Fx skriver læreren en tidsplan på tavlen i hver time, så vi ved, hvad der skal ske. Det giver mere overblik og overskud, så vi kan bruge den energi på noget andet."

Klassen har tilknyttet en fast mentor, Kim, som følger dem hver dag og hjælper dem med at føle sig tilpasse i klasserummet. Mille har allerede haft brug for ham én gang, hvor hun blev overvældet af et filmklip og fik et angstanfald. Kim tog hende med ud og hjalp hende med at falde ned igen. Det har en lærer normalt ikke tid til midt i undervisningen.

Mille har fundet et nyt fællesskab i klassen med 4 andre elever, der også er interesserede i at spille Dungeons & Dragons. De har startet en spilgruppe, som mødes hver anden fredag og spiller.

"Dungeons & Dragons er et meget socialt samarbejdsrollespil, hvilket jeg personligt synes er super sjovt. Og det gør det meget lettere at være social, fordi så behøver jeg ikke helt at være mig."

De små hverdagsdetaljer gør en forskel

Mille har brugt mange år på at lære at mestre sin autisme og har gået til terapi og samtaler med psykologer. Hun kommer aldrig til at voksne fra sin autisme, men hun har lært at håndtere det og har flere tricks, som hun bruger til at begrænse indtryk, der tidligere kunne overvælde hende. Fx tygger hun ofte tyggegummi, da hun kommer til at bide sig i indersiden af sine kinder, hvis hun bliver nervøs. Hun har altid ringe på og ting med i tasken, som hun kan nulre med, for at få den nervøse energi ud. Hun pendler til skole og har altid sit headset med, så hun kan lytte til musik og udelukke lyde, der generer hende.

"Jeg er meget stolt af, hvor jeg er nået til. Jeg bliver stadig inspireret af andre autister og finder ud af hvilke metoder, der fungerer for mig, og er altid opmærksom på at undgå lys og lyde, der kan overvælde mig. Men det bliver bedre 😊"